torsdag den 23. januar 2014

Comment ca va?

VELKOMMEN PÅ CAMEROUN.BLOGSPOT.DK

Her er første opdatering fra Cameroun. Den bliver måske lidt lang og beskrivende.
Mandag fløj vi fra Kastrup kl. 10.55. Vi mellemlandede i Bruxelles hvor vi blev budt velkommen af en PS3 med Fifa 14. En hurtig kamp mellem Andreas og jeg og så gennem lufthavnen. Derfra fløj vi til Douala, hvor vi arriverede om aftenen. Vi blev hentet og kørt til et katolsk hotel. Aftenen gik med lidt spil (3-mands-whist og devosias) og snak.
Inden vi tog afsted havde vi hørt der var rimelig varmt i Cameroun. Det fik vi bekræftet med det samme vi forlod flyet og blev mødt af 28 graders varme; umiddelbart ikke overvældende, men luftfugtigheden gjorde det sparsomt med vejrtrækningerne. Det var utrolig varmt. Heldigvis havde vi aircondition på værelset, hvor strømmen gik fem min efter vi var ankommet. Men et par lygter og så var den klaret.

Første dag gik med en tur med en mand fra kirken til banken for at hæve valuta (en tur på 700m ca - i bil.), en gåtur til havnen og ellers bare afslapning og et forsøg på at vænne sig til den ubehagelige varme. Varmen blev ikke bedre natten igennem og onsdag morgen måtte vi erkende at vi var blevet angrebet af nogle få myg og hvad vi ellers mistænker for at være lopper.

Onsdag stod vi tidligt op og tog til lufthavnen for at flyve til Garoua. Turen gik fint og vi havde hjemmefra fået af vide at vi skulle mellemlande i hovedstaden Yaounde. Kl. 11.30 lander vi og tror flyet er forsinket da vi skal være i Garoua kl. 12. Men efter at have siddet i flyet i godt en time kommer en dame pludselig ned til os og spørger, hvor vi skal hen. Vi siger: Garoua. Og hun skynder sig at fortælle os at vi har været i Garoua den sidste times tid og at vi skal skynde os af flyet. Så vi er hurtigt ude og møder Ezai fra kirken, der skal køre os til Compounden. Det bliver et morsomt møde med en god historie som ice-breaker. Ezai havde ringet desperat rundt til folk i Danmark, Douala og Garoua for at høre hvor vi var. Han stod med vores bagage, men kunne ikke se os. Fantastisk. Vi kørte til 'the nice restaurant' og spiste lækkert oksekød alá steak med pommes de frites. Anbefalet af Ezai.

Derefter kørte vi til Compounden. De næste timer gik med at se compounden og få lidt praktisk info fra Ezai. Vi tog til markedet og handlede madvarer ind med Elia (der bor sammen med drengene og er ansvarlig for dem). Andreas havde medbragt fodbolde og vi tog en og gik ud til drengene og spillede lidt til hinanden. Aftenen gik ellers hos drengene der var hurtige til at udfordre Andreas og mig i mange discipliner; lægge arm, armbøjninger, løfte vægtstang, kaste med elastikker og hvad de ellers kunne finde på. En super god aften.

Torsdag oplevede vi for alvor 'the african time'. Vi havde en aftale med en af de lokale, men den aftale blev aldrig til noget. Han skulle lige ordne en masse inden og nu har vi aftalt i morgen formiddag i stedet. Men så har vi da prøvet det... I Garoua er der varmere end i Douala - til gengæld er luftfugtigheden ret god, så det føles langt bedre her. Men der bliver godt nok kørt meget vand ned. I eftermiddags spillede vi fodboldkamp med drengene i eftermiddagssolen - det var utrolig varmt men ret sjovt..

Sygdom har vi ikke meget af hernede. Lidt forkølelse måske, men det tæller naturligvis ikke som sygdom! og bestemt ikke hvis det er medbragt fra DK...

Sidst men ikke mindst er vi selvfølgelig også godt i gang med at lære lidt fransk. Mr. Bene, vores fransklærer, har vi ikke mødt endnu, men det er naturligvis ingen forhindring for at lære sproget. Vi arbejder på sagen og om fire måneder taler vi sproget flydende...

Håber alt er godt hjemme i DK!
Au Revoir!

Links:
www.africaintouch.dk
www.missionafrika.dk